
Der er festlige konfirmationer i foråret. En dejlig afslutning på et forløb over 8-9 måneder. Men det begynder jo også på et tidspunkt – og det er lige nu.
På søndag er der almindelig gudstjeneste i Vildbjerg – og samtidig også opstart af det nye konfirmandforløb med præsentation af konfirmanderne i foråret 2024.
Men konfirmation er ikke kun for de særligt heldige i 7. klasse. Det er for os alle. Ordet konfirmation betyder bekræftelse. Og på engelsk er det et helt almindeligt ord.
’I confirm the covenant’ – eller på dansk: ‘Jeg bekræfter pagten’.
Det er det, der sker ved en konfirmation. Pagten, dåbspagten mellem Gud og et menneske, bekræftes ved en konfirmation.
Fra Guds side sker bekræftelsen igen og igen. Selv om Gud har været fra evighed, så er hans godhed og kærlighed ny hver dag. Et sted i Bibelen siges det på denne måde: ’Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen.’
Vi får lov til at begynde hver dag på en frisk. På samme måde bekræfter Gud hver eneste dag igen, at hans gaver er klar til os: Endnu en dag som menneske her på jorden. Og endnu en dag som hans barn – som arving til det evige liv, vi allerede har del i.
Hvad skal vi så gøre? Ja, konfirmationen viser vej. Endnu engang kan vi sige tak til Gud for hans gaver til os. Og glæde os over alt det hele. Og mødes til gudstjeneste for at høre mere om, hvem Gud er, og hvad han vil os i vores liv.
Sognets gudstjeneste er puls-slaget i det fælles liv som Guds folk. Og takken og bønnen til Gud, når vi er alene, er åndedrættet som Guds barn.