Udgivet ons d. 28. aug 2019, kl. 00:00

Ikke en spurv til jorden

 

Den norske teolog Karsten Isachsen fortæller i bogen Ikke en spurv til jorden om et videnskabeligt eksperiment på den norske ø Røst, der ligger ved Lofoten. Øen er ikke andet end golde klipper, men det, øen er berømt for, er de hundrede tusinder af fugle, der holder til på de stejle klippevægge. Derfor er der også en permanent base for fugleforskere på øen.

Karsten Isachsen beretter, at forskerne engang lavede et forsøg, hvor de midt på fuglefjeldet fjernede et fugleæg fra en rede to dage før udklækningen. Moderfuglen blev ringmærket. Ægget blev så bragt hen til øens forskerstation, hvor ægget blev udklækket af kunstig vej. Efter en uge tog forskerne så den ugegamle fugleunge med ud og satte ungen i en tom rede langt væk fra moderens rede. Kort efter sker der iflg. Isachsen det forunderlige, at den ringmærkede fugl målbevidst kommer flyvende og snupper ungen og flytter den tilbage til sin rede. Lydmålinger viste, at fugleungen allerede inde i ægget skaber sin helt egen lyd, anderledes end andre fugles skrig. Det menneskelige øre kan ikke skelne fuglenes lyde fra hinanden, men blandt hundrede tusinder genkendte moderfuglen den lyd, hun havde hørt indefra ægget fra sin egen ufødte unge.

Med dette eksperiment i baghovedet kan vi overveje, hvad det betyder, når Jesus siger:

Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. (Matt. 10, 29-31)

Når en søfugl kan finde tilbage og genkende sin egen unges lyd i vrimlen, så må vi også tro på, at himlens og jordens skaber kan genkende vores stemme, når vi beder til ham. Mon ikke det, Jesus vil sige er, at vi kan være trygge, når vi er i hans hånd?

 

Carsten Hoffmann, sognepræst og provst

Kategorier Kirkenyt