Udgivet ons d. 18. sep 2019, kl. 00:00

Stilhed og støj.

Mange mennesker af i dag er omgivet af støj og larm af forskellig art. Det kan være trafikstøj fra en nærliggende gade eller en stærkt trafikeret motorvej. Det kan også være støj på arbejdspladsen, hvor heldigvis mange har fået høreværn med tiden. Det kan også være musik fra de selv samme høreværn. Mange har højttalerdimser i ørerne, når de dyrker motion, også når de bevæger sig i naturen enten løbende eller gående.

Der er også mange støjmuligheder i hjemmene fra fjernsyn, radio eller de mange andre tekniske lydgivere. Man kan spørge sig selv, om det er godt for os at være omgivet af så megen støj? Det mener jeg helt sikkert ikke.

Imod al denne støj kommer så stilheden. Hvordan finder man den?

Det kunne være en mulighed, at slukke for alle de hjemlige støjgivere og lukke af for de høreværn, som børnene har for ikke at forstyrre de voksne i hjemmet. Eller man kan bevæge sig ud i naturen og nyde stilheden der og de behagelige lyde, som naturen giver: Fuglesang, vindens rislen i træerne og bækkenes sagte klukken. Man kan sætte sig ned ved en bæk og lytte til dens lyde, kigge på vandet og fordybe sig i de tanker, som kommer til en og få kontakt med sider af sig selv, som blev overdøvet af den megen støj.

I Gamle Testamente (1. kong 19) er der en fortælling om profeten Elias, som er på flugt fra dronning Jezabel, som pønser på at dræbe ham. Han råber til Gud Herren om hjælp.

Forud for Gud Herrens komme var der en kraftig storm, et jordskælv og en ild, men Gud Herren var hverken i stormen, jordskælvet eller i ilden. Så kom der en sagte susen. Elias gik ud af den hule, han havde gemt sig i og fik i stilheden kontakt med Gud Herren.

Det er tankevækkende, at det er i stilheden, at Elias møder Gud.

 

Kirkeklummen er skrevet af Elisabeth Madsen, Vildbjerg

 

Kategorier Kirkenyt