Udgivet ons d. 23. okt 2019, kl. 00:00

De vigtigste ting i livet er noget, vi er blevet skænket.

Overskriften lyder sikkert lidt kliché-agtig – lidt banal – men ofte ligger det banale jo meget tæt op af det basale. Og det er en helt basal og vigtig erkendelse, at de vigtigste ting i vores liv er noget, vi har fået givet, og som vi dermed ikke har krav på. Det tror jeg, at mange af os jævnligt trænger til at minde os selv og hinanden om.

Prøv selv at tænke efter, hvordan det ligger indlejret i vores danske sprog. Man kan for eksempel ikke sige: ”Jeg tog tre børn”. Nej, ”Jeg fik tre børn”. Børn er en gave – det er ikke noget, man selv ”tager” eller har krav på. Man hører heller ikke ældre ægtepar sige: ”vi tog nogle lykkelige år sammen”. Nej, ”Vi fik nogle lykkelige år sammen”. Sprogligt ved vi godt, at ægtefællens kærlighed ikke er noget, man har krav på – den er en gave der skænkes os. Eller hvem af os har selv bedt om at blive født? Nej, livet er noget, man får givet.

I bogen ”Det ender godt” udtrykker Johannes Møllehave det sådan her: ”Man skal ikke tage livet for givet, men som skænket”. Det synes jeg er en god sætning at hænge op på sit køleskab eller opslagstavle, for det er jo grundlæggende sandt, at de vigtigste ting i livet er noget, vi får skænket – somme tider endda uden at behøve at bede om det.

I den kristne tro står det centralt, at Gud er en god og glad giver. Guds gode gaver er ikke noget, vi har krav på, men er noget vi må bede om og takke for. Hvis man har prøvet at give et andet menneske en fin og kostbar gave og vedkommende bare åbnede gaven og sagde: ”Nåh ja, det kunne da også bare passe andet”, så ved man godt instinktivt, at der er noget, der er helt galt vendt i den persons måde at modtage gaver på. Gaver skal ikke modtages som selvfølgeligheder, men med tak, fordi gaver siger noget om giverens sindelag. En kostbar gave signalerer, at modtageren er værdifuld for giveren.

Carsten Hoffmann, sognepræst og provst

Kategorier Kirkenyt