Udgivet ons d. 11. dec 2019, kl. 00:00

Solopgangen til os

Når vi synger ’I østen stiger solen op’, sætter vi dagen i gang med en lovsang til Gud. Undervejs synger vi om ’Du soles sol fra Betlehem’. Hvad er det for en sol fra Betlehem? Solen over alle sole?

Det er et poetisk udtryk om Jesus. Måske har det sin oprindelse i evangeliet til på søndag. Dér lyder det:

’Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.’

Vi kender til at sidde i mørket. Hvis vi slukker julelysene, er vi for tiden i den meget mørke tid. De fleste vågner i mørket og slutter dagen i mørke.

… og vi sidder i dødens skygge. Der sker dødsfald i vores familie eller blandt venner. Og vi ved, at vi også selv en dag skal dø.

Midt igennem det hele lyser håbet om ham, vi skal fejre i julen. Han er ikke blot en lille, forsigtig solopgang, som ikke kan trænge gennem skyerne. Han er det lys, som jager mørket væk. Og som giver håb til alle os, som sidder i dødens skygge.

Kom og hør mere ved gudstjenesten på søndag.

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt