Udgivet ons d. 1. jan 2020, kl. 00:00

En kliché om lys i mørket

En aften i sidste uge gik jeg en tur op i Timring kirke. Det var en aften med tunge mørke skyer, og hvor der ikke var tændt lys, var der kulsort. Ude foran kirken er der udsigt over hele den ene side af kirkegården. Et stort mørkt hav lå rundt om kirken, men lige midt i det hele stod et lille bitte lys. Et lille lys var tændt ved en af gravene. Flammen var så lille, at den ikke oplyste noget omkring sig, men man kunne lige skimte den midt i det store mørke. Det blev for mig et smukt billede på troen og håbet. Midt imellem gravene, midt i døden, midt i mørket var der lys. Der var noget, der brød mørket. Noget der kunne stå midt i det uden at blive opslugt af det. Selvom flammen var lille og skrøbelig, var den stadig stærkere end mørket. Selvom den ikke oplyste hele kirkegården, kunne man stadig se den fra lang afstand. Og lige meget hvor lille den var, kan mørket ikke gøre noget ved det. Mørke må fly for lyset, selv for den mindste flamme. En hel nattehimmel af mørke blev brudt af det lille lys. Sådan er troen og sådan er håbet. Vi må stå midt i vores liv, omgivet af mørke, men troen og håbet kan tænde et lille lys i os. I julen fejrede vi også lyset, der kom til verden. Det lys blev også tændt som en lille bitte flamme midt i en ødelagt verden, men mørket greb det ikke. Mørket brugte alle sine kræfter, al sin tyngde, hele sin byrde og al sin styrke mod den lille flamme. Men den kunne ikke kvæles. Lyset er stærkere end mørket. Det er måske en kliché, der bliver brugt ret tit. Men hvor er det stort!

Af sognepræst Christoffer Olesen

Kategorier Kirkenyt