Udgivet ons d. 15. jan 2020, kl. 00:00

”Skulle ha´ gået til...”

Jeg bruger briller, og nok min alder taget i betragtning hører jeg nu til gruppen, der bruger briller med glidende overgang. Det har taget meget lang tid at vænne mig til, hvordan hovedets bevægelser nu meget mere har betydning for, hvordan jeg skal enten læse en tekst eller kigge langt frem.

Så var jeg i kirke en søndag, og Carsten Hoffmann holdt sin prædiken om mine briller med glidende overgang. Eller – det gjorde han jo ikke, men jeg kom til at tænke på brillerne! Han talte nemlig om, hvordan vi som mennesker kan have vores blik. Ofte kan det blive til ”navle-kiggeri”, hvor vi kun ser og tænker på os selv, og glemmer dem omkring os. Når vi går til gudstjeneste, handler det om at løfte hovedet væk fra navlen og kigge lige ud, så vi ser både Kristus og vores medmenneske lige foran os.

Jeg kom så til at tænke på mine briller, for kigger jeg for langt op har jeg heller ikke det rette udsyn. I overført betydning bliver det til snobberi og en følelse af at, ”jeg kan selv”. Men – igen må jeg tænkte på prædiken. Det er bedst at kigge lige ud, for så undgår man ”navle-kiggeri” og ”jeg-kan-selv-blikket” og ser netop de mennesker, der er omkring mig. Samtidig ser jeg også Kristus, der er lige hos mig.

Sloganet skal nu ændres til ”Skulle ha´ gået til Kristus” – for vores liv bliver bare så meget bedre, når vi tager ham med i vores tanker, overvejelser og beslutninger. Han hører vores bøn; nogle gange kan det føles, som om han sover, da det tager evigheder, inden man føler et svar - og andre gange kan man tænke, om han er på speed eller andet euforiserende, da svaret lander hos en, nærmest inden tanken er tænkt til ende.

Lene Hansen

Kategorier Kirkenyt