Udgivet ons d. 25. mar 2020, kl. 00:00

Brug dog tiden. Elsk hinanden.

TIDEN betyder meget i de fleste menneskers liv. Vi har ikke tid nok, vi stresser rundt i et kapløb med tiden, vi har deadlines, der skal overholdes, arbejdsdage, hvor tiden skal tælles op og registreres, - og endda ferietid, som vi har svært ved at få brugt, fordi vi har så travlt, og tiden er så knap.

Og så - på den anden side - er der mange mennesker, som har tid nok - eller alt for meget tid. Timerne i en sygeseng kan være endeløse, tiden, hvor vi venter på svar på, hvad en undersøgelse kan vise går bekymrende langsomt, for hvad får vi at vide? - og hvordan vil vores liv derefter påvirkes af dét, vi får at vide?

Tiden er en kostbar gave, som vi modtager hver eneste levet dag. Vi tror, vi kan så meget, alligevel sker det største helt udenfor vores indflydelse. - Dette gælder både ulykker og sygdom, men også glædelige begivenheder, - glæder, der bare dumper ned til os helt uden vores medvirken, - tænk bare på foråret, som lige nu folder sig ud, - eller tænk på de mennesker, vi elsker, og som elsker os - ganske ufortjent og u-planlagt, - vi kan ikke gøre andet end at tage imod, sige tak - og elske vores næste.

Efterhånden som jeg bliver ældre, kan jeg gribe mig selv i at tænke eller sige de samme ord, som jeg ikke kunne fordrage at høre fra mine forældre, da jeg var ung mor: ”Husk nu at nyde tiden, mens børnene er små, for det går så stærkt, inden I ser jer om, flytter de hjemmefra…” - Men jeg må jo sande, at de havde ret! Vi ser på vores børn og børnebørn og tænker, at det jo lige for et øjeblik siden var os selv, der var dér i livet…nu er vi bedsteforældrene, den ældste generation, der - forhåbentlig - skal herfra først…(helst om lang tid!).

Jeg nynner med glæde med, når TV 2´s gamle sang af og til bliver spillet: ”Gør dog noget. Løb for livet. Brug dog tiden. Elsk hinanden.”

Kirkeklummen er skrevet af Lisbeth Frendø, Nøvling.

Kategorier Kirkenyt