Udgivet ons d. 6. maj 2020, kl. 00:00

Nyt fra Nøvling menighedsråd.

De sidste måneder er der mange ting i verden, som er blevet forandret grundet coronaen. Også i kirken er de fleste arbejdsgange ændret eller sløjfet. Vores præster og andre ansatte har lavet

online-gudstjenester både for børn og voksne. Dåb og vielser kan fortsat finde sted, dog med max ti personer incl. kirkens personale. Ved bisættelser og begravelser må der i Nøvling kirke være 28 personer. 

I menighedsrådet har vi arbejdet med følgerne af tyveriet i maj ´19. Flere ting var ødelagt bla. yderdøren i våbenhuset samt et højskab og pengeskabet i køkkenet. De havde stjålet både klaver, trommesæt, fladskærm, højttalere og alle alterbægrene. Disse ting har vi købt nyt af,

og vi har fået installeret alarm på alle yderdøre, så tyveriet ikke kan gentages. Vi har også fået kamera, som kan optage præsten ved alteret og vise det på storskærm i kirkesalen, og samtidig er der kommet en projektor mere i loftet, som viser ind på nordvæggen, så dem, der sidder i sideskibet, bedre kan se.

Efter at Lene Hansen sagde op som kirke- og kulturmedarbejder har vi arbejdet på at ansætte en ny. Der var mange ansøgere til stillingen, og vi havde kaldt 6 til samtale, men nåede kun én samtale, før statsministeren lukkede mange ting ned. Nu håber vi, at der snart åbnes endnu mere op, så vi igen kan samles i kirken.

Lige nu arbejder vi på at få priser fra håndværkere, så der kan komme låger for øst-indkørselen og græsarmeringssten på vejen. Ved materielgården skal det sidste hegn fornyes, og graverbygningen skal males udvendig.

Bemærk at orienteringsmødet vedr. menighedsrådsvalget som var planlagt til 12. maj er udsat til tirsdag d. 9. juni

Niels Johansen, formand Nøvling Menighedsråd

Kategorier Kirkenyt