Udgivet ons d. 4. nov 2020, kl. 00:00

Det er alt for meget

Hvis man får en gave, man ikke havde regnet med – eller som er lidt større end forventet, så kan man sige: ”Det skulle du ikke have gjort.” Eller: ”Det er alt for meget.” Fordi man bliver lidt forlegen over at modtage gaven. Eller fordi det jo så måske ligger lidt mellem linjerne, at man senere skal give en stor gave den anden vej…

Sådan er det ikke med børn. De tager imod de gaver, de får, og glæder sig over dem. Måske smiler de og siger tak. Og så er de videre til det næste. Børn kan ikke økonomisk give tilbage, så det svarer til de gaver, de voksne gi´r. Det ved de fleste børn, og det ved vi voksne. Det fungerer fint.

Lige dér udfordrer Jesus os voksne. Han siger, at ”den, der ydmyger sig og bliver som et barn, er den største i Himmeriget.”

Hvad vil det sige at ydmyge sig? Det er at vide, at man er den lille og netop ikke kan betale tilbage for de kæmpestore gaver, man får del i. Vi kan ikke arbejde os til eller gøre os fortjent til en plads i Guds familie.

Det er temaet ved gudstjenesterne på søndag. Der er SÅ meget her i verden, som handler om magt og penge og indflydelse og at være ’den store’. I Guds rige vender det på hovedet. Dér handler det om at bøje sig og ydmyge sig. OG: Tage imod og sige tak for de kæmpe-mega-vildt store og vigtige gaver, Gud ønsker at fylde vores liv med.

Kig forbi på søndag og vær med til at sige tak. Vi ses.

 

Venlig hilsen

René V. Jensen, sognepræst

Kategorier Kirkenyt