Udgivet af Britta Carlsen, ons d. 16. dec 2020, kl. 00:00

Det sårbare menneske.

Vi lever i et frit land, hvor vi kan tænke, ytre os, og tro som vi vil.

Jeg skrev også sidst om den virus, som vi ikke lige havde set komme. Det gør jeg igen, for vi er lidt længere inde i det nu. Og det fylder for os.

Lægevidenskaben må da hurtigt kunne fikse det med en vaccine eller sådan noget, tænkte vi. Men nej sådan skulle det ikke gå. Først troede jeg, at det bare var noget, der skete i Kina, og så et par andre steder langt væk, men vi klarer selvfølgelig frisag, her hvor jeg bor, og så er alt jo godt? Men vi blev også ramt, ja det er jo ikke sikkert, at vi bliver syge, men så alligevel - måske er det mig i morgen. Pludselig føles det på en anden måde. Måske er det mig eller mine nærmeste næste gang.

Nu er jeg så kommet til den erkendelse og føler en lille smule dårlig samvittighed, for hvad er forskellen egentlig på, om det er mig eller en fra Kina?

Vi hører ofte om mennesker, som bliver dræbt i trafikken eller bliver uhelbredeligt syge og i andre lande, kan man ligefrem sulte, men det er alt sammen langt væk.

I grunden er det måske godt nok, at vi finder ud af, at det kan være mig. Måske lever vi bedst i et afhængighedsforhold, hvor vi ikke kan klare alting selv, hvor vi har brug for vores næste og vores Gud.

Det kan kaldes den 1. fase - det at vi har fundet ud af, at vi har brug for at være afhængig. Den 2. fase som vi er i nu, ja lad os bare kalde det for en udfordring, er at vi ikke kan mødes så meget på vores netværksplatform, for det er jo i netværket, vi bruger hinanden til at få løst de udfordringer, vi står overfor hver især. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at vi stadigvæk gør ting, finder mulighederne på trods, ser nye indgange til at dyrke netværket. De gamle ordsprog siger ”der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget” Vi er ikke igennem endnu, men jeg tror, det har været sundt at blive stoppet op, i det vi kan kalde en virus krise. Sidste krise var en finanskrise, altså sådan noget med penge, denne her krise er noget helt andet, det er noget med sociale relationer, ja vi får sågar at vide, at vi skal holde social afstand - direkte modsat det vi har lært. Men skal vi i grunden være så kede af denne lille opbremsning? Den gør vel, at vi får sat værdien af social nærhed i perspektiv?

Vi står midt en krise, som vi ikke kender udfaldet af, men vi lærer noget, tror jeg.

Lad det være mit juleønske, at vi må bære noget positivt med os til vores sociale platform, når vi er på den anden side.

Glædelig jul til jer alle.

 

Skrevet af Benny Maagaard

Kategorier Kirkenyt