For år tilbage fik et af vores børn Anoreksi.

Dagligdagen forandrede sig. Alt kom til at dreje sig om måltiderne. Som forældre følte vi os magtesløse. Hvad gør man, når man ikke kan få sit barn til noget så basalt som at spise?

Vi fik god hjælp fra erfarne fagfolk, men i dagligdagen følte jeg, at vi forældre stod med et umenneskeligt stort ansvar, og at vores indsats måske betød forskellen mellem liv og død.

Bekymringerne tårnede sig op og det var svært at skelne mellem barn og spiseforstyrrelse, som tilsyneladende levede hver sit liv i samme krop. Vi blev opfordret til konstant at være på vagt over for spiseforstyrrelsen, som ville gøre alt for at blive.

Det blev meget tungt at være i og til slut fortalte jeg Gud, at jeg fralagde mig ansvaret! Om vores barn døde, aldrig fik et normalt forhold til mad eller blev rask, var fra nu af helt og fuldt hans ansvar! Mit ansvar ville ”bare” være at vise min kærlighed i ord og handling. At ”blive hos” uanset hvad.

I virkeligheden var det allerede den rolle vi hver især havde, Gud og jeg, men da jeg holdt op med at tro, at jeg også skulle passe Guds ”job”, gav det mig en helt utrolig fred. Midt i al elendigheden blev jeg fyldt af taknemmelighed til Gud og ro til at være mor (omend stadig bekymret).

Vi ved det godt allerinderst, at vi mennesker kun har begrænset magt over vores liv, men vi prøver at ignorere det, lige indtil den dag, hvor vi umuligt kan. At lade Gud være Gud og jeg selv bare et menneske, var en lettelse.  

Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have reageret, hvis alting ar gået anderledes. Men jeg ved, at vi denne sensommer kan give Gud æren for, at sende en sund og glad teenager på efterskole.