På Timring kirkegård gik jeg forleden dag sammen med René præst og min datter (hun havde ferie og havde en dag med mor på jobbet). Vi fik øje på to snegle med hus på, som var på tur. Der var ca. 30 – 40 cm af afstand imellem dem.

Det så ud som om, de var på vej imod hinanden, måske for at hilse på hinanden?. 

Vi smilte lidt af synet og snakket om, gad vide, hvor lang tid det ville tage. Dog havde ingen af os tid til at vente, da vi var på vej til noget andet.

Det fik mig til at tænke på ordet, langsomhed.

Langsomheden rummer et stort kristent budskab i sig selv. Langsomt har Gud vist sig mere og mere for os, og langsomt gik Jesus sin vej fra krybbe til kors for at gå i forvejen for os. Langsomt kommer det himmelske lys til verden. Gud har aldrig ligefremt skyndt sig eller gjort noget hurtigt. Vi må lede forgæves i Bibelen efter, at Jesus blev stresset over at skulle bringe sit budskab ud til alle. Guds rige bryder frem med den rette hastighed, uanset hvad vi mener om det. Og vi mener sandeligt meget om hastighed. En traktor foran os på landevejen kører altid for langsomt; ifølge politiets fotovogne kører mange af os for hurtigt. Vi kan synes, tingene går for langsomt, selvom lægerne advarer os om, at vi stresser alt for meget og bekymrer os unødvendigt. Det er som om, vi tænker, at langsommelighed er det samme som kedsomhed. Men alting har sin tid og alting har sit tempo. Det er der visdom i. Ved gudstjenesten kommer vi ind i et andet tempo, for her skal vi ikke nå noget. Vi skal bare sidde, ligesom Jesus selv sad på æslet og lod sig bære af æslets egen rytme og gang. Vi bæres af gudstjenestens rytme og gang, og vi trækker vejret i rytme med bøn og sang. Selvom alting efterhånden går stærkere omkring os, og vi skal løbe hurtigere for at følge med, så bevarer vi herinde i kirken en langsommelighed, som både er provokerende og irriterende, men som faktisk også rummer en stor gave. Her hører vi noget, som vi ellers ikke hører; her tænker vi over noget, vi ellers ikke tænker meget over i hverdagen. Hverdage er der jo så mange af, og de er fyldt med alt muligt, som vi hver dag skal nå. Derimod er søndagen noget særligt, for der er ikke så mange af dem, og hvad der sker herinde i kirkerummet ligner ikke alt andet. Hvad vi end måtte slæbe på hver især, er vi alle lige velkomne herinde i rummet, der rummer os med alt, hvad vi tager med os ude fra hverdagen. Herinde skal vi bare være til stede; vi skal ikke leve op til nogle særlige krav eller bestå en masse test.  

Håber at du må opleve at komme ned i langsomhed, ikke bare i ferien, men også i hverdagen, da der er meget visdom at hente der.

God sommer og langsomhed.